Det er meget mere end en spejdersport...

Moderne orienteringsløb ligger langt fra den sport, som mange har forsøgt sig med ved spejdere, i skolen eller ved forskellige familiearrangementer.

Orientering - er det ikke noget med at gå rundt i skoven og svare på en masse spørgsmål?

Spørgsmålet høres ofte, når en orienteringsløber bliver spurgt om, hvad sporten egentlig går ud på.

 Nej, der skal ikke svares på spørgsmål ved posterne. Det er heller ikke nødvendigt at kunne løbe hele vejen. Men der er alligevel et spørgsmål ved hver eneste post. Nemlig, hvordan kommer jeg hurtigst muligt videre til den næste post? Det er her udfordringen, som orienteringsløberne elsker, ligger. Og det uanset om man er en ung nybegynder eller en rutineret løber i de ældre aldersklasser. Man bliver aldrig "færdigudlært" som orienteringsløber og man kan stadig lave elementære fejl, selv om man har årtiers erfaring inden for sporten.

Sporten går i al sin enkelhed ud på at gennemføre en på forhånd angivet rute, der er tegnet ind på et kort, så hurtigt som muligt. Kortet bliver udleveret i startøjeblikket og løberen kender hverken kortet eller banen på forhånd og har kun et kompas til rådighed som hjælpemiddel.

 At kunne læse sit kort og dermed "se" frem i terrænet, uden først at have været der, giver muligheden for at planlægge den vej, den enkelte løber vælger at løbe mellem posterne. Hvad der er den hurtigste vej for den ene er ikke nødvendigvis det bedste vejvalg for en anden. Afgørende er det, at finde det korteste eller måske det sikreste vejvalg, som let kan vise sig at være det hurtigste. Kunsten er at kunne læse, hurtigt opfatte og snarrådigt træffe de rigtige valg.

Hver løber har en lille, elektronisk chip med på banen. Den skal bruges til at markere ved hver eneste post at man har besøgt den og gjort det i den rigtige rækkefølge. Chippen er bundet fast til en finger og ved hver post skal løberen med chippen markere, at man har været ved posten.

For at kunne dyste på fair vilkår laver orienteringsløberne deres egne kort. De er yderst detaljerede og varierer i målestoksforhold fra 1:4.000 i sprint til 1:15.000 på langdistancen. Orienteringskortet er tegnet efter en international norm, så uanset om man dyster i Danmark, Australien eller Sydafrika er symbolerne på kortet ens og betyder det samme.

Banelængden varierer efter terræntypen. I orienteringsløb arbejder man nemlig ikke med faste banelængder, men derimod med en fastsat vindertid. Vindertiden afhænger af løbernes aldersklasse og disciplintypen.

Ved VM konkurreres der i fire discipliner.

Sprint

løbes i parker og bynære områder. Her er farten høj og løberen stilles hele tiden over for udfordringer med at skulle tage masser af beslutninger under højt stress og pres. Banerne er 3,0-3,5 kilometer for begge køn og vindes på 12-15 minutter.

Mellemdistance

Er disciplinen, hvor løberens tekniske evner stilles på prøve. Banen vil være så svær som mulig med store krav til at læse kortet. Banerne er 6-7 kilometer for mænd og 4,5-5,5 kilometer for kvinder. Vindertiden for begge køn er på 35 minutter.

Langdistance

Sportens kongedisciplin. Her skal alle løberens evner som orienteringsløber testes. Både hvad angår at finde det rigtige vejvalg på de lange stræk mellem posterne samt læse kortet nøjagtigt ind mod posten. Banerne er 14-18 kilometer for mændene med en vindertid på 100 minutter mens kvinderne sendes ud på 9-12 kilometer med en vindertid på 75 minutter.

Stafet

Holdet er på tre, der løber i forlængelse af hinanden. Banerne er ikke ens, så der er ikke mulighed for at lade andre orientere for sig. Det er her, taktisk snilde i kampen mand mod mand kommer til gode og stafetten udvikler sig ofte til store dramaer. Banerne er cirka 8-10 kilometer per tur for mænd og 6-7,5 kilometer for kvinder.

Der er altså ikke meget spejdersport over orienteringsløb. Det er i stedet en moderne sportsgren, hvor det gælder om både at kunne presse sig fysisk og samtidig bevare det psykiske overskud, så man kan koncentrere sig om at finde vej. Det er ikke nødvendigvis den hurtigste løber der vinder, men den der er bedst til at kombinere evnen til at afpasse sit løbstempo med evnen til at orientere. Og samtidig giver sporten en masse fantastiske naturoplevelser.