Sagen om korthuset ...

Baggrund:

I begyndelsen af 1990'erne fraflytter LIF's orienteringsafdeling Skovvang stadion. Der var ikke tilfredsstillende vilkår, klubben var den lille ift fodboldklubben som fyldte meget på skovvang stadion. Allerød kommune tilbyder at orienteringsklubben kan flytte til et tidligere svævefly klubhus. Et gammelt træhus, som lige efter krigen var blevet flyttet fra Sjælsmark (vi har en film med flytningen). Der er meget ringe sanitære og køkken faciliteter, ingen omklædningsrum. Men klubben vælger selvstændigheden og friheden og tager imod kommunens tilbud. Sidst i 90'erne er behovet for bad og omklædning vokset og klubben beder kommunen om hjælp til at udbedre klubhuset med rimelige, nutidige faciliteter. Kommunen ønsker ikke at investere i Korthuset og foreslår istedet at klubben overtager huset og grunden til en symbolsk betaling. Begrundelsen er at orienteringsklubben har bedre muligheder end kommunen for at skaffe fondsmidler og rejse kapital gennem frivillig arbejdskraft, hvis huset ikke er kommunalt ejet. Kommunen har i 1997, hvor handelen gennemføres årlige driftudgifter på korthuset på 35.000,- kr. Kommunen indgår samtidig en aftale med orienteringsklubben om at et tilsvarende beløb + et mindre beløb til forbedringer på huset bevilges i årligt driftstilskud. Handelen foretages under forudsætning af dette drifttilskud og med en tinglyst klausul om at kommunen har førsteret til tilbagekøb for det oprindelige beløb plus udgifter til ny-investeringer. (kommunens sagsakt)

Allerød OK har i årene herefter foretaget flere forbedringer på huset, badeværelse, opsat nyt køkken, revet skillevæg ned mv. En investering i en tilbygning til omklædning og bad vil være på minimum 1 mill. Klubben har ikke ønsket at ville optage så store lån og det har ikke været muligt at tilvejebringe fondsmidler til et projekt. Klubben har derfor valgt at sætte tæring efter næring og spare op til et projekt og foretage løbende småforbedringer, som de førnævnte efter behov. Huset er stort set uisoleret, ruderne er et-lags og taget er stråtækt - så der ligger potentielt hele tiden større udgifter i pipeline til forbedringer. Allerød OK meddeler flere gange gennem årene kommunen, at vi er åbne overfor at flytte sammen med Blovstrød Løverne og Allerød Atletik og Motion på Skovvang Stadion såfremt fodboldklubben får nye klubhusfaciliteter på Møllemosegård.

Sommeren 2010

Kommunen skal spare og ønsker at forhandle med Allerød OK om køb af korthuset og genhusning på f.eks. skovvang stadion (Allerød Nyt)

Allerød OK går åbent og helhjertet ind i forhandlingerne. På et indledende møde aftales det at Allerød OK's bestyrelse skulle undersøge 4 mulige lokationer og opstille en liste med krav og ønsker til et salg. Bestyrelsen gennemfører øvelsen og konkluderer i en skrivelse til kommunen dateret fr 13-08-2010 10:03 :

Hej Kai

 

Vi har nu besigtiget de fire foreslåede lokaliteter og efterfølgende drøftet muligheder indgående i klubben.

 

Vi kan desværre ikke imødekomme kommunens ønske om salg af Korthuset, idet vi ikke har fundet nogen af de fire lokaliteter egnet til vores aktiviteter.

Vores kortfattede konklusion for hver lokalitet kan skitseres således:

 

Skovvang Stadion:

Ingen mulighed for eget klublokale eller opbevaring af udstyr (”kælderen” er fyldt med udstyr til stadion vedligeholdelse).

Fælleslokalerne benyttes af fodbold (alle dage), Løverne (mandag, torsdag, lørdag) og dans (tirsdag, torsdag), hvilket konflikter med vores træningsaftener.

Ingen mulighed for at lave egen bespisning.

 (Den 7. august 2010 kan vi iøvrigt læse om forholdende på skovvang stadion (Allerød Nyt))
Vestre Hus / Det lille skovløber-hus:

Ingen mulighed for eget klublokale eller opbevaring af udstyr.

Skovløber-huset benyttes bl.a. til overnatning for arrangementer over to dage, hvilket giver konflikt med vores træningsaftener.

Selve hoved-huset er ikke anvendeligt til vores klubaftener med ca. 30 deltagere.

Ingen badeforhold.

Vestre Hus er med i forvaltningens spareforslag for 2011 og frem, hvilket fjerner al yderligere debat om denne lokalitet.

 

FH Kantine:

Ingen mulighed for eget klublokale, men måske mulighed for at opstille en del aflåste skabe.

Ingen mulighed for oplægning af materiel eller parkering af 3-4 stk. materieltrailere.

Konflikt om anvendelse af lokalet i forholdet til Stavgængerne, idet deres behov primært er en sal/tomt lokale og vores behov altid er et indrettet klublokale med stole og borde, skabe m.v. (i korthuset har vi i dag plads til ca. 30 personer).

Umiddelbart ingen badeforhold, medmindre kommunen vil ofre penge på huset.

Huset i generel dårlig stand og formentlig med høje driftsudgifter til opvarmning, hvilken gør snarlig kommunal afhændelse meget sandsynlig.

 

Blovstrød Stadion:

Ingen mulighed for eget klublokale.

Kun meget begrænset opbevaring af udstyr.

Alle lokaler benyttes af fodbold (alle dage), hvilket konflikter med vores træningsaftener.

Usikkert om kommunen vil beholde stadion, idet salg/udlejning af dette ligeledes har været på tale.

Ingen mulighed for at lave egen bespisning.

Umiddelbart ingen bademuligheder, da fodbold optager alle rum.

 

Generelt for alle fire lokaliteter:

Vi kan angiveligt ikke indgå en langvarig benyttelsesaftale, hvilket gør at en fraflytning fra vores nuværende hus, vil påføre klubben en til enhver tid usikker lokale-fremtid.

 

Driftstilskuddet til Korthuset og idrætsanlægget (kort over skovene o.lign.):

Vi mener i øvrigt, at det er urimeligt, at forvaltningen i deres oplæg til besparelser til politikerne, har fremlagt forslag om fjernelse af driftstilskuddet til huset og vores idrætsanlæg (skoven). Bevillingen kom i stand som en del af aftalen i august 1997. Hvis kommunen indførte tilsvarende besparelse for øvrige klubber, ville det indebærer at f.eks. fodboldklubberne selv skulle betale for drift- og vedligeholdelse af græsarealer, stadionanlæg m.v. herunder aflønning af personale, forsikringer m.v. og f.eks. at svømmeklubben fuldt ud skulle betale drift- og vedligeholdelse af svømmehallerne (svarende til den procentvise anvendelse mellem svømmeklub og offentlig adgang). Dette ville selvfølgelig medføre store besparelse på det kommunale budget, men sikkert give en lang række andre problemstillinger omkring ikke uvæsentlige kontingentforhøjelser i de respektive klubber.

Orienteringssporten er derimod en ekstrem billig sport for kommunen, idet hele idrætsanlægget (skoven) jo ejes og vedligeholdes af staten og på den baggrund virker det ufatteligt at Orienteringsklubben nu alene skal rammes med et for kultur- og idrætsområdets bagatelagtig budgetbeløb set i forhold til de øvrige anlæg skitseret herover – også selvom det måles pr. medlem.

Derfor opfordrer vi kraftigt til genovervejelse af dels beslutning om fjernelse af driftstilskuddet med tilbagevirkende kraft for 2010 (vi har jo disponeret pengene)  dels besparelsesforslaget om fjernelse af driftstilskuddet for år 2011 – 2014. Vi stiller os naturligvis til rådighed for en forhandling af tilskuddet, set i lyset af kommunens betrængte økonomi, men opfatter en total fjernelse af tilskuddet, som et aftalebrud og en skævvridning i forhold til andre klubber.

Vi har i dag (før besparelserne) en meget velfungerende klub, der i mange sammenhænge yder en stor indsats ift. den øvrige del af kommunen.

 

Med venlig hilsen

Allerød OK

Lars Munktved

 

Mandag den 16. august inviteres vi til møde med borgmesteren. Det bliver gjort helt klart og tydeligt at kommunen kun ønsker en ting : at realisere et kontantprovenue på 2 mill kr ved salg af korthuset. Der er ingen vilje til overhovedet at diskutere drifttilskud til klubhuset eller tilskud til vores idrætsanlæg uanset beløbsstørrelse.

  Referat fra mødet :

Korthuset

 

Møde vedr. overtagelse af Korthuset og flytning af Allerød Orienteringsklub

 

Mødet blev afholdt 16. august 2010

 

I mødet deltog:

Troels Bent Hansen. Orienteringsklubben

Lars Munktved; Orienteringsklubben

Erik Lund, Allerød Kommune

Pia Oddershede, Allerød Kommune

Poul Rasmussen, Allerød Kommune

Kai Raun, Allerød Kommune

 

Der blev på mødet taget udgangspunkt i Orienteringsklubbens tilbagemelding vedr. besigtigelse af diverse mulige lokaliteter til brug for klubbens evt. fremtidige klubfaciliteter.

·       Blovstrød Stadion

·       Skovvang Stadion

·       FH-kantinen

·       Børnenaturcentret , Venstre Hus

 

Klubben ser iflg. deres mail ingen mulighed for etablering af klubfaciliteter på nogen af de nævnte steder, hvilket de bekræftede under mødet.

 

Erik Lund pegede på, at han gerne så en løsning, hvor klubben blev flyttet til Skovvang Stadion, som hele tiden har været et politisk ønske at lave til et ”løbecenter”.

 

Erik Lund meddelte klubben, at deres driftstilskud ville blive sparet i indeværende år og det også var forventeligt, at det vil blive sparet fra 2011 og frem. Klubben vil ikke modtage tilskud til driften af huset iflg. Lov om støtte til Folkeoplysning, idet Kommunen kan tilbyde andre lokaler.